Det blev en utrolig hyggelig aften, med adskillige “WOW”-oplevelser for de fremmødte.

jeg havde indrettet lokalet og hængt rigtig mange eksempler og maleprøver op, så Rotary-medlemmerne blev mødt af en farve eksplosion da de kom ind i lokalet.

Det er altid sjovt at høre kommentarer, udbrud og spørgsmål, når folk finder ud af at alt er håndmalet.

Jeg blev også helt rørt over at læse det efterfølgende referat, hvor man kan læse lidt mere om deltagernes reaktion.

Her er et uddrag af referatet:

“Aftenens taler er uddannet bygningsmaler med sølvmedalje og løb allerede fra begyndelsen ind i, at hendes kolleger ”skød genveje” i stedet for at lave arbejdet fagligt korrekt. ”Det er jo svært at få lov at lave kvalitet”. Det førte til at hun specialiserede sig i de gamle teknikker som marmo-rering, ådring, trompe l’oeil og andre teknikker med underlige redskaber med lige så underlige navne. Men også det fag udvikler sig – for tiden hen imod det mere naturalistiske, men ved repa-rationsarbejder skal man tilpasse sig udgangspunktet. Det fremgik, at ved nogle opgaver øver Lisbeth sig hjemmefra, mens andet ligger mere på rygraden. Se www.dekorationsmaleren.dk Lisbeth talte henført om sin læremester Arne Beck på Rådvad-centret, hvis lærdom hun har vide-reført som faglærer for malere i 23 år. For et par år siden sprang hun ud som selvstændig, hvor hun også tilbyder sig med traditionel bygningsmaling, dog udført fagligt korrekt. ”Du får, hvad du betaler for”, som hun sagde med henvisning til manges ensidige fokus på pris.
Lisbeths hjerte hænger tydeligvis ved dekorationsmalingen, som hendes mangfoldige eksempler viser. Hun tilbyder også rådgivning til kunder og kurser til malere, som skal i gang med opgaver med de klassiske teknikker – marmorering kendes sågar fra Pompeji. Hun har den glæde, at nogle af hendes elever er blevet selvstændige dekorationsmalere – man aner arven fra Arne Beck, som hun i øvrigt fortalte en royal anekdote om. Her er sidste del af anekdoten: Prins Henrik sagde: ”Jeg bor her altså også”.
Referenten spurgte i sin enfoldighed: ”Anser du dig selv for håndværker eller kunstner”. Svaret faldt prompte ”Kunsthåndværker” – latter og applaus og jeg blev for en gangs skyld mundlam! Vi fik til slut 5-10 minutter til at gå rundt og bese – og beføle – de mange udstillede genstande og det fremgik, at det ikke er så astronomisk dyrt at få udført disse teknikker som man umiddelbart skulle tro. Hun må være flittig oven i sin dygtighed til at udføre ”ægte fake”, som hun kaldte det!
Vi gik alle hjem med et mildt smil på læben efter en kunstnerisk oplevelse og et møde med en (kunst-)håndværker, som kombinerer en klædelig ydmyghed med faglig stolthed. Og vores kunstkender og -samler Vagn hjemførte et af Lisbeths værker.

“